Specialfritidsinstitutionen ved Lundehusskolen
Når man får en plads i Specialklasserækken ved Lundehusskolen har jeres barn automatisk også en plads i Specialfritidsintitutionen ved Lundehusskolen ( I daglig tale Lundehusets KKFO og meget snart KLUB Lundehuset). Man kan desuden gå i KKFOen hele sin skolegang I Lundehuset og prisen regulerer sig automatisk ud fra barnets alder.
For at bliver tilmeldt Lundehusets KKFO/Klub Lundehuset, skal I som forældre blot tilkendegive over for personalet eller mig, KKFOleder Pernille Gersbo Sølling, at I gerne vil benytte jer af KKFO/ Klub Lundehus tilbuddet i aula.
Man kan være i KKFO alle ugens dage og man kan være der få dage. Det er muligt at køre hjem med taxa og I er altid velkomne til at komme og hente. Vi vil meget gerne vide cirka hvornår I henter, da vi på den måde kan planlægge dagenes indhold ud fra hvor længe dit barn er i KKFOen.
Der er taxa kl. 14.30, kl. 15.15, kl. 15.45, 16.15 og kl. 16.45. Lundehusets KKFO/Klub Lundehuset har åbent alle dage undtagen 1. maj og Helligdage. Vi har planer om, at der skal være et specielt tilbud for udskolingens KKFO (Klub Lundehuset), hvor der vil være 1-2 aftener om ugen, hvor de store børn kan hygge og lave mad sammen og hænge ud. Dette vil vi gerne sætte i søen i løbet af foråret.
I både KKFO og Klub Lundehuset kan dit barn lege og være sammen med sine kammerater på en anden måde, end de kan i skolen, med et større fokus på at udvikle sine sociale kompetencer. Lundehusets KKFO er fysisk i de samme lokaler som skolen og alle pædagoger har timer i både skoledelen og i KKFOen. Det betyder, at dit barn møder de samme voksne i løbet af skoledagen og om eftermiddagen i KKFOen, hvilket understøtter børnenes oplevelse af en sammenhængende skoledag. Da skoledelen og KKFO’en arbejder som et integreret helhedsorienteret tilbud, vil børnenes indmelding i KKFO’en også medføre flere pædagogressourcer i skoletiden.
Når skoledagen er slut, har vi adgang til legepladsen, tumlesalen, aulaen og Multihallen og skolens fantastiske udearealer uden særlig mange andre fra skolen. Vi har kreating, Wii og Playstation 4, Mooncars, brætspil og meget snart også en Gamer-Café, som alt sammen kan benyttes i KKFOtiden. Der er mulighed for at få læst højt og spille et spil med en ven og/eller en pædagog. Vi har kæmpestore digitale skærme, der bruges til både spil og at hygge med film og popcorn.
Det er muligt at gå til trampolin mod forældrebetaling i vores KKFO, hvor pædagoger går med til trampolintræning - Vi har to trampoliner i salen, som hver mandag sættes op, så der kan hoppes igennem.
Christian, en af vores pædagogmedhjælpere som er rigtig god til rollespil, har hold på tværs af Lundehusets grupper i KKFOtid. Der spilles mange forskellige slags rollespil og der er noget både for såvel de store og de små.
Der er cafe en gang ugentligt, hvor en gruppe børn og voksne laver noget lækkert, som alle kan få del i.
Der er den samme forudsigelighed og struktur omkring eftermiddagen, som der er i skoledelen – blot måske en smule mere lystbetonet, da pædagogerne inddrager børnene i aktiviteter ud fra hvad børnegruppen har af interesse.
Om ikke så længe får vi 2 busser, som vi kan benytte til at køre på tur - både til hverdag og i ferier.
Hvis I overvejer at indmelde jeres barn i KKFOen er her der i dette link information om priser og regler for økonomisk friplads.
Priser og tilskud til børnepasning (kk.dk)
Der kan desuden søges om:
Behandlingsmæssigt fripladstilskud
Et behandlingsmæssigt fripladstilskud gives altid efter en konkret og individuel vurdering af barnet.
Fripladstilskud af behandlingsmæssige grunde gives, når et barn med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne af behandlingsmæssige grunde har ophold i et dagtilbud.
Tilskuddet betyder, at forældrebetaling for dagtilbuddet nedbringes, så det bliver halv pris.
Dette gøres ved at I tager kontakt til jeres sagsbehandler i kommunen.
Med venlig hilsen
Personalet og KKFOleder Pernille Gersbo Sølling.