Leg og teknologi i undervisningen
Lundehusskolen var en af 12 skoler i det landsdækkende projekt Play@Heart, som havde til formål at undersøge, hvordan legende tilgange kan bidrage til børns læring om og med teknologi. Med støtte fra LEGO Fonden fik skolen mulighed for at udvikle og afprøve nye pædagogiske metoder, hvor leg anvendtes som en naturlig og central læringsform.
I forbindelse med projektet fik skolen mulighed for at indrette et såkaldt ‘Playspace’/makerspace. Her har vi skabt et rum med et nyskabende og utraditionelt læringsmiljø, der inviterer til eksperimenterende og legende læring. Lokalet skal inspirere til undersøgende, innovative, fantasifulde og kreative forløb - med eller uden inddragelse af de forskellige teknologier, som skolen har.
Inkluderende læring gennem teknologiforståelse
Som en del af et initiativ i Københavns Kommune deltager Lundehusskolen også i projektet ‘Motivation gennem Teknologiforståelse’, der skal skabe inkluderende læringsmiljøer gennem makerspaces. Projektet, der støttes af Villum Fonden, fokuserer på at øge motivationen og deltagelsesmulighederne for elever i undervisningen.
Når eleverne får mulighed for at arbejde undersøgende og eksperimenterende, kan det bidrage til større engagement og læringslyst. Projektet bygger på eksisterende teknologinetværk i vores skoles område og involverer skolernes fagprofessionelle i udviklingen af nye læringsmiljøer. Der lægges desuden vægt på kompetenceudvikling af medarbejdere og ledere samt en styrkelse af teknologiforståelsen i undervisningen.
Begge projekter har haft et fælles mål om at skabe inkluderende og motiverende undervisningsmiljøer, der kan ruste eleverne til fremtidens udfordringer.
Hvad gør vi på Lundehusskolen?
På skolen har vi en traditionsrig emneuge i efteråret, hvor vi sætter fokus på leg og teknologi. Eleverne har et fælles overemne. Der er i ugen fokus på fællesskab, samarbejde, legende læring, begejstring og teknologiforståelsens fire kompetenceområder. Gennem workshops kommer alle skolens elever til at stifte bekendtskab med skolens teknologier, og anderledes arbejdsformer.
Skolen har et kapacitetsteam, som har været i et kompetenceforløb gennem begge projekter. Teamet arbejder løbende med at inspirere til mere leg og inddragelse af teknologiforståelse i undervisningen på tværs af skolens klasser. Teamet arbejder på at besøge alle skolens klasser, og er i gang med at udvikle en legende teknologikanon for Lundehusskolen.